Nikolaj Bentzon (DK): Heja Sverige
Posted on december 6th, 2009 av jazzblog.se
Velkommen til jazzblog.se! Oprettelsen af en ny svensk jazzblog-afdeling er jo en fin anledning til at gøre opmærksom på de stadigt stærkere bånd, der knyttes mellem jazzbroderfolkene i Sverige og Danmark. Denne blogs ophavsmand, Anders Larson, er jo et lysende eksempel via hans svenske statsborgerskab og danske bopæl.
Et andet eksempel er min nyetablerede svensk-danske trio, som befolkes af to formidable svenske herrer, der begge prydes af det gode svenske navn Daniel, henholdsvis Daniel Franck og Daniel Frederiksson. I min kommunikation med dem kan jeg ikke en gang benytte mig af deres initialer, for at specificere, hvem jeg taler til. Ret irreterende. Forslag modtages med tak! 
Der ligger nu ikke nogen speciel inter-skandinavisk strategi bag mit valg af medmusikere. Repertoirevalget er ikke styret af et ønske om at være specielt nyskabende, selvom jeg som musiker egentlig godt kan lide at søge henimod nye brydninger i musikken (min arabiske big band-serie kunne være et eksempel på dette).
Jeg vil gerne aflevere musikken elegant og retningssikkert – det gælder sådan set hvilken som helst konstellation, jeg stiller med. I tilfældet med de 2 X svensk Daniel + undertegnede er en af trioens forudsætninger, at vi ikke skal ud og ”opfinde swing-ottendedelene” hver gang, vi stiller op. At være søgende (både i forberedelsen og afviklingen af koncerten) skal jo balanceres i forhold til, at man er ude at ”underholde”.
En nørdet og introvert tilgang virker ikke særlig hensigtsmæssig i forhold til de undertiden skarptslebne arrangementer, temposkift m.m., som vi har gjort til en del af udtrykket. Men, igen, vi er jo jazzmusikere og spiller ikke et fixeret nodebillede – og tænker/føler heller ikke i stramme indhegninger. Derfor skal indfald og jazzinstinkt jo også have plads, så her ligger én af udfordringerne. Jeg kan ikke ikke afgøre, om mit valg af svenske samarbejdspartnere giver bedre forudsætninger for at forløse musikken på det beskrevne grundlag, men det rejser jo spørgsmålet:
Er ovenstående et udtryk for en reaktionær tilgang til musikken (jeg kender godt mit eget svar….men der findes jo flere) og – sideordnet – præges skandinaviske jazzmusikere af forskelligartede, nedarvede dogmer, som f.eks. gør dem mere eller mindre grænsesøgende/nyskabende som udgangspunkt? Kom gerne med kommentarer!
Herpå en lille reklame:
Som en broderfolkehyldest spiller vi d. 5/2-2010 i Kbh. på Karens Minde Kulturhus og dagen efter i Hälsingborg på byens jazzfestival.
Kærlig hilsen
Skriv en kommentar